Lad os lige starte med starten, jeg vil ikke forholde mig til, om vi må flytte data i Skyen, men bare om vi kan. Data er en sårbar ting og der kan være mange årsager til ikke at ville flytte det ud i Skyen, så hvis du allerede nu tænker ”det må jeg ikke”, så behøver du ikke at læse videre 😉
Så hvad er det for noget data og hvilke IT services er det vi gerne vil flytte ud i Skyen? Hvis vi ser på det fra en brugers side, så kan det deles op i følgende kategorier:
- Domain Controlleren (validering af bruger og styring af rettigheder)
- Mailserver (brugerens mailbox)
- Filserver (brugerens Home drev og diverse fælles drev)
- SQL Server (adgang til databaser)
- Printserver (at kunne styre printjobs)
Domain Controlleren
Noget af det første vi skal have styr på, når vi vil flytte i Skyen er muligheden for at kunne validere vores brugere, så kun de rigtige personer har adgang til vores data. Normalt bliver denne rolle varetaget af firmaets Domain Controller (gerne flere) og selvom den kan udføre mange forskellige funktioner, så er det primære job at sikre brugervalidering og rettigheder til data. I Skyen er denne rolle overgået til Azure Active Directory, en service du måske har uden at vide det. I Office 365 bliver alle brugerelogons valideret i Azure Active Directory. Azure Active Directory kommer i flere udgaver fra Gratis over Basic, til Premium P1 eller P2. Der er forskellige fordele ved de forskellige udgaver, men alle kan logonvalidere og styre dine brugeres rettigheder, derud over kom der med introduktionen af Windows 10 også muligheden for at melde Windows 10 ind i Azure på sammen måde, som man normalt ville melde Windows 10 ind i et Domain, og på den måde kan brugerne logge på deres Windows 10 maskine med deres konto i Azure Active Directory.
https://azure.microsoft.com/da-dk/pricing/details/active-directory/
Mailserver
Alle brugere skal have en postkasse et sted, og det var da også noget af det første Microsoft flyttede i Skyen, så i stedet for at skulle installere og vedligeholde sin egen Mail Server, så får du mulighed for at opbevarer dine brugers mails, kalender osv. I Skyen, hos Microsoft findes der mange forskellige løsninger for det (og til forskellige størrelse på pengepungen) startende med Exchange Online (som kun er post i skyen) over Business planerne (for virksomheder under 300 ansatte) med mange ekstra funktioner ud over post, og helt op til de store Enterprise planer som Office 365 E3 og E5 som giver dig ekstra sikkerheds- og telefoni funktioner.
Filserver
I modsætning til mails er filer stadig noget, der primært ligger på en filserver i firmaet, men de seneste par år har flere og flere virksomheder set fordelene ved at have filer liggende i Skyen. Dette skyldes til dels at vores internethastigheder er blevet hurtigere og mere stabile men det skyldes også at vores brugere er blevet mere krævende med hvordan de vil kunne håndtere og tilgå data. Den moderne bruger vil gerne kunne arbejde alle steder fra på alle forskellige enheder (ikke kun sin firma PC) og vil også gerne nemt kunne dele data med kollegaer og samarbejdspartnere. Løsninger som OneDrive og SharePoint Online giver brugerne mulighed for lige netop dette. OneDrive kan ses som en erstatning for Home drevet, - det ligger i Skyen og er tilgængelig fra alle computer og mobile enheder så længe brugeren kan logge ind. Som udgangspunkt er det kun brugeren selv, der har adgang til sit data i OneDrive. Skal vi dele filer med kollegaer eller eksterne samarbejdspartnere kan vi bruge SharePoint eller SharePoint funktionen i Microsoft Teams som et fælles sted at udveksle data. Både OneDrive og SharePoint kan selvfølgelig styres af firmaets IT-afdeling, så det er sikkert at bruge.
SQL Server
Sidder dine brugere med programmer, der skal bruge en database, så er der mulighed for at køre SQL databaser i Skyen, og ligesom de fleste andre services i Skyen kommer de i forskellige størrelser og økonomiske modeller. Det smarte er at hvis du som virksomhed ikke helt ved hvor stor en server du skal bruge til din database, så giver Skyen dig mulighed for at skrue op og ned for størrelsen efter behov, så du ikke ender op med at købe en for lille server eller bruge for mange penge på en, der er for stor. Et minus kan være, at alt efter hvor dine brugeres applikationer kører henne, så kan der være ekstra udfordringer forbundet med at få forbindelse til databasen i Skyen.
https://azure.microsoft.com/da-dk/pricing/details/sql-database/single/
Print Server
Selvom vi for mange år siden proklamerede at vi nu var i det papirløse samfund, så må vi nok indrømme at der stadig bliver printet en del 😊 Den klassiske printløsning involverer en Print server som brugeren sender sit print job til og alt efter hvordan den så er sat op så sender den print jobbet videre til den printer som brugeren har valgt. Men hvad med at kunne printe hjemmefra, eller få printjobbet på den printer man står lige ved siden af, eller muligheden for at kunne printe direkte fra sin mobil? Det er løsninger der allerede findes som fx Follow Me print eller AirPrint til iPhone og iPad. Men hvad hvis jeg vil i Skyen med mine printjobs? Lige nu har Microsoft ikke en printløsning i Skyen der ikke involverer Print serverer, men der findes løsninger som Microsoft understøtter, fx Printix (med hovedsæde i Herlev) er en print løsning der er baseret på Skyen, hvis du allerede har dine brugere i Azure Active Directory kan du bruge deres login derfra til at give adgang til printere, du kan også styre dine print drivere, follow me funktionen og print fra mobile enheder fra skyen. Alt bliver styret ved hjælp af en lille klient applikation på din PC og en app på din mobil
En løsning, jeg ikke har nævnt her, er selvfølgelig bare at tage alle de servere vi allerede har kørende (sikkert som virtuelle maskiner) og flytte dem ud i fx Azure. På den måde ville vi flytte hele vores nuværende infrastruktur ud i Skyen og det eneste vi skal sørge for er en forbindelse fra vores brugere til det netværk ude i Skyen. Det er en løsning, der vil være dyr og også mere besværlig, da der stadig er servere, vi skal vedligeholde og forbindelser vores brugere skal have for at få adgang til data.
En klog mand sagde engang, at hvor der er vilje er der vej, så ja vi kan godt flytte alt i Skyen. Det kan være at det kræver lidt nytænkning - både fra brugernes og virksomhedens side - men for de fleste virksomheder vil det være muligt at køre en IT infrastruktur hvor alle (eller de fleste) af vores servere er blevet erstattet med tjenester i Skyen. Specielt for nystartede virksomheder er der store fordele, da de ikke skal ud og investere i hardware, men bare kan tegne et abonnement på den eller de services, de vil have ude i Skyen - og når har de ikke brug for dem længere, kan de altid opsige deres abonnement.